Nyt kursus for freelancere: Spring – hvis du tør

Hvor sikker skal man være på økonomi og antallet af kunder, inden man springer ud i et liv som freelancer? Svaret får du på HK’s nye kursus ‘Fra ledig til selvstændig’. En fast indtægt, pension, fri/ferie ud over de fem lovbestemte ferieuger eller løn under barsel og sygdom. Den slags er rart at have. Og man får det med et fast arbejde og en overenskomst. Men hvad nu, hvis man drømmer om at være herre i eget hus. At bestemme selv over de opgaver, man løser. Skal man så sige farvel til alle goderne og springe ud i et liv som selvstændig?

Ja for pokker. Hvis det altså er en god idé for dig, siger faglig konsulent i HK Privat Østjylland, Stine Skogberg.

For når samtalen falder på freelancere, så er alting ikke helt sort og hvidt.

Vi ved, at der er rigtig mange af vores medlemmer i hele HK, der leger med tanken om at blive freelancer. Nogle, fordi de ikke kan finde arbejde inden for deres fag. Andre fordi de bare gerne vil være sig selv. Skal / skal ikke er det evigt tilbagevendende spørgsmål og det vil vi gerne hjælpe med at finde svaret på, fortæller hun.

Derfor lancerer HK nu kurset ‘Fra ledig til selvstændig’. Det er primært for ledige, men alle andre medlemmer kan også få lov til at være med.

Vi vil give medlemmerne et forum, hvor de kan være nysgerrige på de muligheder, der ligger i det at være freelancer. Og så vil vi sikre, at medlemmerne har de rigtige forudsætninger, til at træffe deres beslutning, siger Stine Skogberg.

Kursus for medlemmer, som vil være freelancere

HK har fået Hanne Wick til at stå for undervisningen. Hun er forfatter til Iværksætterhåndbogen. Den udkom i 2014 og har siden fået stor ros og anerkendelse. Blandt andet fik den fem stjerner i Børsen. Hanne Wick beskriver selv bogen, som en hands-on og praktisk gennemgang af hele processen omkring start af egen virksomhed. Og det er præcis det, HK vil formidle videre til medlemmerne.

På kurset skal deltagerne blandt andet arbejde med, hvad det er, der driver dem til at drømme om et liv som freelancer. De skal finde den største udfordring ved projektet, arbejde med, om deres forretningsidé holder og så skal vi naturligvis også tale om budgetter og finansiering. Alt sammen for at den enkelte kan vurdere, om det er en god idé at springe ud som freelancer, eller om det er bedre at gå efter en ansættelse, siger Stine Skogberg.

Kurset bliver holdt fem gange, så har du ikke mulighed for at deltage første gang den 19. januar, så er muligheden der igen i både februar, marts, april og maj. Det er som udgangspunkt for ledige medlemmer af HK, men er der frie pladser, kan andre medlemmer også deltage. Kurserne bliver holdt hos HK Østjylland i Aarhus. Du kan tilmelde dig på mitHK, hvor du også kan finde datoer for, hvornår kurset holdes. Link til tilmelding til kursus den 19. januar 2016.

En tanke om "Nyt kursus for freelancere: Spring – hvis du tør"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *